Spring til indhold
Om bylauget

Lyndby bylaug

Bylaugets opgave er at være initiativtager til nogle fælles arrangementer og til at være talerør over for Lejre Kommune og andre myndigheder om byens anliggender.

By- og Bådelauget arrangerer forskellige aktiviteter i løbet af året.
Generalforsamlingen i Bylauget foregår som en Lyndby Aften, hvor man mødes over et glas øl eller vand og efter en passende “summetid” starter mødet.

Byens største begivenhed er uden tvivl sommerfesten, der finder sted i august. Byens telt på 10 x 21 m er rejst på havnen. Dagen starter med morgenkaffe, derefter er der aktiviteter for børnene om formiddagen og ofte også noget de voksne kan muntre sig med. Om aftenen er grillen tændt og man mødes med sin madkurv – familie og bekendte er velkomne. Aftenen eller natten slutter med dans i teltet. Drikkevarer skal købes på havnen.


Lyndby Havn

Lyndby Bådelaug og havn

Lyndby By- og Bådelaug er tæt forbundet med Lyndby havn. Havnen er en andelshavn med plads til 50 joller og både og har sin egen økonomi, adskilt fra Bylaugets.

I forårs- og sommermånederne er havnen samlingsplads for beboerne – der er travlhed fra april med klargøring af bådene, til standerhejsning i forbindelse med at bådene kommer i vandet og herefter hele sommeren igennem, indtil bådene igen tages op til oktober.

Havnen fremstår som en smuk helhed til glæde for alle såvel medlemmer som andre borgere, der kan nyde en tur på havnen og den smukke udsigt over Lejre vig.